Historien om baggrund, afvikling og resultat,opsumering af et ekstrem-løb
Egentlig kunne jeg ikke drømme om at deltage i denne slags mærkværdige løb som dette ”bjergløb” ,men når jeg så alligevel begav mig ud på bjergene, skyldes det, at jeg i perioden 1989 til 1995 har boet i området ved Silkeborg-skovene og ved, at det er noget af det smukkeste natur i Danmark.
Da jeg første gang så brochuren fra løbet, frygtede jeg noget nær det værste med den stræknings-profil, der var aftegnet. Jeg kunne godt se, det ville blive et andet løb end en almindelig ”flad” maraton. Da jeg senere gik ind på løbets hjemmeside, stod der, at man skulle regne med 30 – 45 min. ekstra, og så tænkte jeg, at hvis det kunne gøres under 4 timer, ville det være helt fint alt efter vind og vejr på løbsdagen.
Dagen oprandt og et blik ud af vinduet ved 6-6.30-tiden får optimismen til at stige: Overskyet, 14-15 gr. Og ikke alverden vind – perfekt! Jeg tager af sted fra huset, hvor jeg overnattede (beboet af ekskonen, den nye mand og deres fælles barn + mine egne 2 børn) og ankommer til Virklund-hallen ca.9.15. Her er der allerede ankommet adskillige deltagere, og jeg møder enkelte Sparta-medlemmer, tilskuere som med-løbere. Ind og aflevere tasken med skiftetøj i et omklædningsrum, hvor der er ca. 100 løbere i gang med omklædning, så jeg skynder mig ud igen, inden jeg bliver trampet ihjel. Tiden nærmer sig starttidspunktet kl. 10.00, så jeg stiller mig op i klumpen bag startsnoren og venter spændt på skuddet, men lige 1 minut før opdager jeg, at jeg har glemt mine sædvanlige druesukker-pastiller, og der er ikke tid til at løbe ind og hente dem i tasken. Jeg beslutter mig så i stedet for at drikke energi-drik ved alle drikkesteder.
Starten går, og så er det ellers ud over de jyske stepper. Efter nærmest en æresrunde på startbanen er det først ud på en asfaltvej. Inden da når jeg lige og hilse på Mikael Houborg, der står blandt tilskuerne og filmer. Vi løber op ad Paradisvejen, hvor jeg i sin tid havde hus-jeg vinker lige op til det- og lidt efter drejer vi ind i skoven, hvor bakkerne venter. Her må man konstatere, at det er rigtigt, at det hele tiden enten går op eller ned, som arrangørerne skriver. Efter en omgang med variation mellem mindre og medium stigninger kommer den første alvorlige prøvelse ved 15 km., hvor der ved bunden af bakken er placeret et skilt med teksten ”Styg stigning”,værsgo’ adskillige hundrede meter op ad en trappe, men endnu kan man stadig løbe så i første omgang, er man reddet. Nu synes jeg, at jeg er ved at komme ind i løbet, så de næste 5-6 km går strygende. Omkring halv-marathon er vi igen ude på asfaltvej, men vi spejder for- gæves efter tidtagnings-måtten. Der fortsættes ind af den skovsti og først her ved 21,7 km. bliver der taget tid, det var åbentbart ikke muligt at lægge måtten på vejen, da kun den ene side af vejen blev benyttet. Her når jeg lige at hilse på Mikael, der igen står og filmer.
Videre derudaf og det går udmærket.
Jeg har fra start lagt ud i tempoet 5 min/km. vel vidende, at jeg ikke kan holde det hele vejen, men her ved halvdelen er jeg kun få min. efter det gennemsnit. Nu rundes der 25 km. og igen en af de saftige stigninger og her er det ikke bare et problem at komme op ad bakkerne, det er faktisk også vanskeligt at komme ned igen af de stigninger. Man nærmest springer ned, og der skal hele tiden passes på ikke at få overbalance og holdes øje med at lande på det meget ujævne underlag. Ved 30 km. atter en stigning ”uden for kategorierne” og nu begynder det at blive svært. Det er langtfra alle, der løber, når det går opad og tidsskemaet begynder efterhånden at skride. Og samtidig ved man fra starten af løbet, at ude ved 36 km. begynder ”Bjergetapen”, der varer lige til mållinien. De 36 km. rundes i tiden 3.06.21 t., så jeg er altså ca. 6½ min efter ”skemaet”, da bjerg-startmåtten passeres. Og efter få meter kommer den virkelige prøve. Ved foden af ”konge-etapen” står et skilt: 920 meter op, og så kommer der ellers en stigning, der vil noget. På dette sted af løbet er der ingen, som er i stand til at løbe opad. Alle uden undtagelse kravler op, og det er der også en anden god grund til, for midt på stigningen er der et skilt med en tekst noget i retning af ”Pas på at rette op”, man får simpelthen overbalance og falder ned igen. Ved siden af løbestien står der hel del tilskuere for at følge med i lidelserne, det er næsten ligesom ved vandgraven i Dyrehavens Hubertusjagt, men til sidst er man oppe på et nogenlunde plant sted for efter få hundrede meter atter at skulle opad. Nu er det efterhånden ren overlevelse og med det sidste, der er tilbage skiftevis løber og går jeg op til sidste højdepunkt ved ca. 38-39 km. Her bliver vi mødt af dels velmenende supportere, der opmuntrer med tilråb om, at nu er der ikke langt igen og dels af skilte med tilsvarende ordlyd.
Endelig nu går det kun nedad og efter nogle hundrede meter, løber vi ud på asfaltvej og er færdig med skovstierne, og så er det ned gennem Virklund city og skiltene 40km. og 41km.passeres for til sidst at løbe ind på fodboldbanerne bag hallen og ind over målstregen i noget der minder om en slutspurt og en nettotid på 3t. 51min. 48 sek.
Jeg skynder straks at overbevise mig selv om, at det er en god sluttid, da det er godt 8 min. bedre end forventet.
I målområdet møder jeg atter Mikael, der filmer løs som en anden pressefotograf, og bagefter kommer børnene med deres lillesøster og hendes far. Med medaljen (der ligner noget, der er købt i en Fætter BR-butik) om halsen og efter afhentning af fadøl, Lions-bar, æbler og andet godt er det tid til at ræsonnere over løb og sluttid.
Selve løbet gik tilfredsstilende; det var en jernhård og usædvanlig løbsrute, men arrangement og afvikling var helt OK. Tiden er acceptabel selv om gennemsnitstiden for de 6 km.195m. bjergetape blev på 7,20 min/km. Det lyder voldsomt, men når man ser på vinderen, en kenyaners tilsvarende tid var den 5,02 min/km., og så er det vel ikke helt åndsvagt. I øvrigt var der kun 3 løbere under 3 timer (vindertiden blev 2t.53min. 26sek) og bedste kvinde løb på 3t. 25min. 27sek. I alt gennemførte 850 løbere og ud af dem blev jeg ca.nr.220.
Alt i alt en udmærket oplevelse, nu er det i hvert fald afprøvet og det var også sidste og eneste chance, da løbsledelsen påstår, at dette var en engangsforeteelse fordi allerede næste år, bliver distancen igen sat ned til de sædvanlige 27 km. Men mon ikke man efter en evaluering vil prøve at gentage succesen og igen sætte marathon distancen på plakaten?
Løbet - oplevet – skrevet af Bjarke